Næsten 900.000 mennesker har taget Rejsekort som app i brug, og nu introduceres en længe ventet funktion: tag venner, børn, cykel og hund med i appen:
”At man nu kan tage hele familien med på et enkelt swipe på telefonen, gør det nemmere at rejse med kollektiv transport. Vores kundeundersøgelser viser, at mange har efterspurgt muligheden for at tage børnene, vennerne, hunden eller cyklen med på deres check ind. Det kan også lade sig gøre med det fysiske Rejsekort, men i appen kan det gøres på under 30 sekunder”, fortæller Jens Willars, der er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S.
I appen kan du med et enkelt tryk tilføje flere voksne, børn, en hund og cykel til din rejse og du skal kun checke ind én gang - uanset om du skifter transportmiddel undervejs. Desuden skal du ikke længere bekymre dig, hvis du glemmer at checke ud, for appen kan minde dig om det og gøre det for dig. Hvis du rejser med NT's busser eller Nordjyske Jernbaners tog, er det gratis at tage en cykel med, så der skal du ikke checke cyklen ind.
Tid til at skifte fra kort til app?
I 2026 lukker det fysiske Rejsekort, og så er det slut med at checke ind på de blå standere. Det er altså ved at være tid til at tage afsked med det fysiske Rejsekort, ligesom vi har gjort det med Blockbuster-kortet, sundhedskortet, kørekortet og benzinkortet:
”Nu er det tid til at skifte det fysiske Rejsekort ud med appen – så har du altid dit Rejsekort lige ved hånden. Vi ved, at mange har holdt fast i plastikkortet, fordi de ikke kunne tage flere med på deres check ind i appen. Men den udfordring er løst nu! Så du behøver ikke længere dit gamle kort – appen klarer det hele”, understreger Jens Willars.
Hvad med det fysiske Rejsekort?
Rejsekort & Rejseplan A/S erstatter nu det fysiske Rejsekort med en app, og dermed lukker det fysiske Rejsekort i 2026:
”Vi lukker de kendte blå punkter i 2026, da de er ved at have nået deres teknologiske levetid og er dyre og besværlige at vedligeholde. Vi ved også at der er en gruppe som af forskellige årsager ikke har mulighed for eller ønsker at bruge en app, og til den gruppe kommer der et godt alternativ som minder om det fysiske Rejsekort,” slutter Jens Willars.
Flere nye funktioner på vej
Senere på året vil der komme endnu flere nye funktioner i Rejsekort som app. I løbet af 2025 vil det også blive muligt at checke ind via appen som:
• Barn
• Pensionist under 67 år
• Person med handicap