Når sambarytmerne lyder og årets karneval igen går løs i Aalborg, er det også en garanti for fyldte busser og tog. Vi opfordrer nemlig så mange som muligt til at benytte den kollektive trafik. Og der er normalt rigtig mange, der følger opfordringen.
Skal man til karneval, er det da også nemt at benytte den kollektive trafik. Fra fredag den 23. maj kl. 16 til søndag den 25. maj kl. 19.00, kan man rejse gratis med NT's busser i Region Nordjylland og de blå tog fra Nordjyske Jernbaner, hvis man har et gyldigt karnevalsarmbånd på. Togene fra Nordjyske Jernbaner kører på de afgange, der er markeret som RE69, RE75 og RE76 i køreplaner og på Rejseplanen.dk. Tidligere har man kunnet benytte sit karnevalsarmbånd som billet i DSB's og GoCollective tog's tog i Nordjylland, men det kan man ikke længere. GoCollectives tog kører på Thybanen mellem Thisted og Ydby, mens DSB kører IC og IC-Lyn-afgange til og fra Aalborg/Aalborg Lufthavn. Hvis du skal rejse med DSB anbefaler vi, at du tjekker om du kan købe en DSB Orange billet og ellers benytter Rejsekort som app, Ungdomskort eller lign.
Vi indsætter ekstra busser og togvogne, men vær opmærksom på, at det af hensyn til pladsen ikke er tilladt at tage karnevalsvogne (barnevogne, klapvogne, trækvogne og lignende) med i busser, tog og togbusser.
Vi opfordrer til, at du tager afsted i god tid, og gerne dagen før, hvis du kan, så færrest muligt skal rejse på de samme morgenafgange. Hvis du skal med et af DSB's tog sydfra mod Aalborg, skal du være opmærksom på, at der er indsat togbusser mellem Aalborg og Århus H fra kl. 21-05.
Man kan i øvrigt finde alle afgange og ankomster for busser, tog og togbusser på rejseplanen.dk.