Mest mobilitet for pengene i Nordjylland

Mobilitetsplan 2025-2028

Vi er netop udkommet med Mobilitetsplan 2025-2028, som sætter retningen for den kollektive mobilitet i Nordjylland. Planen er udarbejdet i samarbejde med de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland og fungerer som vores fælles pejlemærke for en bedre, grønnere og mere fleksibel mobilitet.

Knudepunkter

Stoppesteder, busterminaler, togstationer og samkørselspladser skal være rene, pæne, funktionelle og tryghedsskabende, så vores kunder får en god start eller afslutning på deres rejse. Vi vil også sikre, at der er gode muligheder for at skifte mellem forskellige mobilitetsformer ved vores større knudepunkter.

Hovednet

Tog, expresbusser og Aalborgs bybusser skal binde de store byer, uddannelsessteder, virksomheder og turistmål endnu tættere sammen. Ambitionen er mindst én afgang i timen fra morgen til aften – med kort rejsetid og høj regularitet, så den kollektive transport er et godt alternativ til bilen.

Behovsstyret mobilitet

Alle nordjyder skal have mulighed for at benytte kollektiv trafik. I områder, hvor faste ruter ikke er bæredygtige, tilbyder vi fleksible løsninger, der kan bestilles efter behov, så alle kan komme fra A til B.